fbpx

Vandretur på Gendarmstien

Gendarmstien er en 84 kilometer lang sti som følger den dansk-tyske grænse tæt. Den blev i 1900-tallet brugt af gendarmerne som patruljerede grænsen og holdt øje med skibsfarten. I dag bliver den flittigt brugt til vandreture og er uden tvivl en af Danmarks smukkeste ruter. 

I starten af marts 2020 var Kristian nede at gå 40 km af Gendarmstien – fra Padborg til Gammelgab. Kristian gik den af på 2 dage, med en overnatning i Gråsten. Her er hans personlige beretning om ruten og seværdighederne undervejs.

Dag 1 – Fra Padborg til Gråsten 

Klokken var 11.15, og jeg var klar til afgang fra Padborg. Jeg havde 1,5 time forinden parkeret min bil i Broager og taget offentlig transport fra Broager til Padborg. Med rygsækken på og støvlerne snøret, gik jeg afsted.

Når man starter ruten i Padborg, går man lynhurtigt fra Padborg centrum, Padborg togstation og byliv til naturrige og fredelige omgivelser – En uforstyrret skovsti, hvor de eneste lyde er fuglefløjt og vandets rinden fra bækken som forsigtigt løber gennem skovbunden.

Der går ikke længe, før man bliver mødt af rutens største styrke – Stor variation. Inden man får set sig om, går man nemlig pludselig på en markvej omringet af grønne enge. En fortryllende udsigt ud over søer, træer og marker. Man kan være heldig, som jeg var, at få øje på et par hjorte som gemmer sig i græsset, eller en rovfugl som spejder efter sin frokost. 

Man går de første 6 kilometer i kuperet terræn med fortryllende udsigter og natur fyldt med liv. Jeg holdte første pause i et ”fugletårn” som her flød i Kruså Møllesø. Her er der siddepladser med en udsigt ud over hele søen – Et fantastisk sted til en pause.  

Jeg går videre fra pausen mod Kollund skov – En naturlig bøgeskov fyldt med blomster, fugle og storslået natur. Kollund Skov er en af de få tilbageværende områder, som har været naturlig skov lige siden istiden. Naturen har altså haft en del år til at slå rod og virkelig udfolde sig selv. Man kan derfor få nogle unikke oplevelser i skoven. Hvis man er heldig, får man øje på Danmarks største spætte, Sortspætten. Hvis man vandrer let på tå, kan man måske have æren af at se en Bjergsalamender – En sjælden art, som kun bor få steder i Sønderjylland.

Hvis man er mere til planteriget end til dyreriget, bliver man skam heller ikke snydt. I skoven gror der nemlig 4 forskellige typer orkidéer:  Nikkende hullæbe, skov-hullæbe, ægbladet fliglæbe og skov-gøgelilje. Det er dog vigtigt, at man ikke tager en ”souvenir” med hjem til stuebordet – Alle danske orkidéer er fredede og i særdeleshed sjældne, så det er meget vigtigt, at de slipper for omplantninger!

Det er altså ikke helt tilfældigt, at netop Kollund Skov er blevet udnævnt af Københavns Universitet til en af Danmarks vigtigste skove.

En smuk udsigt i Kollund Skov over Flensborg Fjord

En stor del af grunden til, at Kollund Skov står så naturligt, som det gør i dag, har vi Dr. Ernst Maria Grossheim at takke for. Han tog nemlig i 1872 initiativ til, at skoven skulle bevares. Da daværende skovejere ville fælde dele af skoven, dannede Dr. Grossheim en komité som arbejde for at skoven skulle bevares.

Prisen på skoven lød på 4000 daler, hvilket blev skaffet 2 steder: Ved private bidrag og ved bidrag fra Flensborg By, som endte med at overtage dele af skoven. I dag er skoven ejet af Den Danske Naturfond, som har som mål at sikre skovens naturlige overlevelse.

I 1883 blev denne mindesten rejst til ære for Dr. Grossheim for hans indsats for skovens overlevelse.

Undervejs på ruten, vil man flere gange støde på et sort metalhegn. Dette hegn viser grænsen mellem Danmark og Tyskland. Der er ofte låger som står ulåste, så man kan snildt krydse på fods, hvilket man også kommer til flere gange på ruten. 

Dag 2 – Gråsten til Broager

Anden-dagen står på kyststrækning. Med udsigt til Tyskland stort set hele vejen, kan man fornemme, hvor god udsigt gendarmerne havde på deres patrulje. Man kan forestille sig, hvordan patruljerne gik med øjne og ører åbne, for at sikre, at smuglere ikke bragte varer ind i eller ud af landet, uden betaling af told.

Pga. den danske told, opstod der et utrolig populært fænomen, nemlig de såkaldte ”Spritbåde”. Spritbådene var både som sejlede på tværs af Flensborg Fjord, mellem Danmark og Tyskland, og solgte toldfri varer ombord. Billetterne var meget billige, og ombord kunne man f.eks. købe tobak og alkohol. Pga. den lave billetpris, blev bådene er kæmpe succes. Mange millioner passagerer benyttede sig af muligheden for billige indkøb. Dette særlige grundlag for bådene ophørte i 1999, da EU forbød alt toldfrit salg. 

Vandretur på Gendarmstien

Undervejs på dag 2 når man Egernsund og i Egernsund finder man bl.a. en Genforeningssten. Oprindeligt blev stenen rejst i 1930 i strandkanten ved Skelle Strand. I 2010 blev stenen flyttet og opsat som den står i dag.

Der er i Danmark op mod 600 Genforeningssten. Stenene blev i starten af 1900-tallet rejst som symbol på danskernes glæde over, at Sønderjylland var blevet en del af Danmark. Mens det udefra set kan virke mærkeligt, at mindes en af Danmarks største historiske begivenheder med en sten, så vidner det meget godt om sammenholdet i det danske samfund – Dengang så vel som nu. Det er nemlig udtryk for, at mange små og ydmyge sten spiller en meget stor rolle i vores dejlige land. Der blev ikke finansieret kæmpe monumenter eller attraktioner – Blot sten med inskriptioner. Næsten alle stenene blev finansieret på lokalt initiativ, og står i dag som fredede monumenter i Danmark.    

Vi kæmped for vor ret og retfærdigheden seirede med genforeningen 1920. Reist i taknemmelighed paa 10 aars dagen 1930

Frokostpausen på dag 2 blev holdt på Brusnæs strand. Igen bød stien velkommen til vandrende turister, med bordbænkesæt stillet op med fantastisk udsigt over Fjorden. Efter frokostpausen gik jeg mod Gammelgab og endeligt mod Broager. Jeg var tilbage ved min bil i Broager klokken 14.00 med 18 kilometer i benene på dag 2. Det blev altså til cirka 45 kilometer fordelt på de 2 dage. 45 kilometer af stor variation, smuk natur med mange seværdigheder og historiske monumenter langs ruten, som gør det til en meget anbefalelsesværdig vandretur. 

Det praktiske

Når man skal afsted på tur, kan det føles uoverskueligt at få planlagt det hele. Det er dog super nemt på Gendarmstien. Undervejs på ruten finder man utallige spisesteder og overnatningsmuligheder. Der er toiletter og vandhaner undervejs på ruten (Vær OBS på, at de kan være lukket om vinteren). Og hvis man, som jeg gjorde, vil klare sig uden at blive hentet eller bragt ud, så går der mange busruter langs ruten, som gør det nemt at komme frem og tilbage.

Hvis man vil en tur på Gendarmstien, kan jeg anbefale Gendarmstiens hjemmeside, https://www.gendarmsti.dk/, en lækker og udført hjemmeside, med al den info, man kan drømme om.

Vil du med på vandretur?

Vi arrangerer luksusture på Gendarmstien med overdådig overnatning og forplejning.
Ledige pladser